Kunst og design er med til at skubbe os i nye retninger og bevæge os ind i det underbevidste univers, hvor vi bliver påvirket - ofte helt uden at vi opdager det.
Når kunst eller et design flytter os, er det ofte i form af former og farver, som gør indtryk på os - som vi husker. Vi tager for eksempel ofte fotos på vores rejser af et sjovt og skævt design eller et nytænkende og farverigt stykke kunst. Vi stiller os op ved siden af kunsten, hvis den “fanger”. På den måde tager vi den med hjem og ”brander” det sted, hvor vi mødte kunsten - uden at tænke videre over det. Vi ”poster” det på forskellige medier og skriver kunstens navn sammen med den by, vi evt. befinder os i. På den måde ”brander” vi hele tiden gennem kunst.
Jeg bruger min kunst som et redskab til at opnå en stemning, en reaktion og måske endda en adfærdsændring. Derfor er jeg nødt til at spænde over et bredt felt. I mit arbejde vil jeg gerne skabe en helhedsoplevelse, så arkitekturen, indretningen og historien i virksomheden bliver inddraget. Jeg designer blandt andet både glasfiberskulpturer, bronzeskulpturer og keramikskulpturer i forskellige farver og størrelser til både restauranter, det offentlige rum og virksomheder rundt i hele Danmark.