Jeg ventede ikke på at blive opdaget
Jeg er ikke kommet ind i kunstverdenen ad den sædvanlige vej.
Jeg gik ikke fra kunstakademiet direkte til et galleri, der tog mig under sine vinger. Jeg havde heller ikke en plan om at blive kunstner på fuld tid.
Jeg arbejdede i finanssektoren.
Men kreativiteten blev ved med at banke på.
Til sidst kunne jeg ikke længere ignorere den.
Så jeg tog springet.
Ikke fordi jeg vidste præcis, hvor jeg ville lande. Ikke fordi nogen havde lovet mig, at det ville lykkes. Men fordi jeg vidste, at jeg var nødt til at prøve.
Det er nu mere end 25 år siden.
Jeg byggede selv min vej
Jeg har aldrig været særlig god til at vente på, at andre skulle give mig lov.
Hvis der ikke var en dør, måtte jeg finde en anden vej.
Jeg begyndte at skabe. At udstille. At møde mennesker. At sige ja til muligheder og indimellem også skabe dem selv.
Langsomt begyndte kunsten at finde sine egne veje ud i verden.
Til private hjem.
Til virksomheder.
Til hoteller.
Til offentlige rum.
Jeg har lært undervejs. Prøvet ting af. Fejlet. Startet forfra. Kastet mig ud i materialer, jeg ikke kunne på forhånd.
Og måske er det netop blevet en del af mit kunstneriske DNA.
Jeg er stadig nysgerrig.
Stadig rastløs.
Stadig optaget af, hvad der sker, hvis man gør noget, man ikke helt ved, om man kan.
Mennesket, naturen og det, vi ikke altid kan forklare
Jeg arbejder både med maleri og skulptur.
Mine værker bevæger sig mellem mennesker, natur, humor og fortællinger. Jeg arbejder blandt andet med keramik, bronze, glasfiber, collage og maleri – og ofte opstår idéerne i mødet mellem materialerne.
Jeg kan blive optaget af en gren.
Et ansigt.
En kropsholdning.
En mærkelig situation mellem mennesker.
Noget smukt.
Noget grimt.
Noget, der får mig til at undre mig.
Jeg tror ikke på, at kunsten nødvendigvis skal forklares færdig.
Jeg synes, et værk bliver mere interessant, når det får lov til at leve sit eget liv hos den, der møder det.
Når man ser noget nyt næste gang.
Når man bliver lidt provokeret.
Når man smiler uden helt at vide hvorfor.
Eller når et værk pludselig rammer noget, man ikke havde forventet.
Fra atelieret og ud i verden
Gennem mere end 25 år har jeg haft det privilegium at leve af det, jeg skaber.
Mine værker har fundet vej til private samlere, virksomheder, hoteller og offentlige rum.
Jeg arbejder både med det intime værk, der skal leve i et hjem, og med større skulpturer, der skal kunne stå midt i en by og blive en del af menneskers hverdag.
Det fascinerer mig, at et værk kan begynde sit liv i mit atelier og ende et sted, jeg aldrig selv kunne have forestillet mig.
At en skulptur kan blive et mødested.
At et maleri kan blive en del af en families historie.
At kunsten kan flytte ind i et rum – og ændre den måde, vi oplever det på.
Jeg er stadig på vej
Efter mere end 25 år lever jeg stadig af kunsten.
Men jeg føler ikke, at jeg er færdig.
Tværtimod.
Jeg tror, jeg er mere nysgerrig nu, end da jeg begyndte.
Jeg har stadig lyst til at prøve noget, jeg ikke helt ved, om jeg kan.
Til at arbejde større.
Mere frit.
Mere modigt.
Og måske er det i virkeligheden det vigtigste for mig:
At blive ved med at være på vej.
Ikke vente på at blive opdaget.
Men bliver ved med at opdage